Et af mine absolut yndlingsnumre. Desværre er der ingen planlagte koncerter med Alice in Chains i Danmark foreløbigt.

Historien bag sangen er at Jerry Cantrell skrev den på et tidspunkt hvor han boede hos Chris Cornell. Sangen handler om/er inspireret af hans fars tid som udstationeret under Vietnam-krigen. En tid som havde efterladt faren en indelukket og ødelagt mand med ar på sjælen, hvilket nok også var en faktor i Cantrells forældres skilsmisse.

Jerry Cantrell har fortalt at en aften hvor de spillede opvarmning til Iggy Pop mødte faren op og da nummeret sluttede, løftede faren sin store Stetson-hat i vejret mens tårerne strømmede ned af hans ansigt.

Jeg skal ikke kunne sige om det passer, men jeg synes at det er en smuk historie om forsoning med sin fortid.

Og så er det et pissefedt nummer.