Parløbet mellem Kjærsgaard og Fogh i 0’erne er det mest skadelige der er sket for dansk parlamentarisme i en menneskealder. En ting er, at hun og hendes parti har været eksponent for en symbolpolitisk overbudskonkurrence hvor afstumpetheden var pointen. Men det er næsten værre at de to igennem et årti normaliserede studehandler og kontraktpolitik i en sådan grad at vi den dag i dag går i selvsving over “løftebrud” når en mindretalsregering ikke kan gennemføre sin politik 1:1.
Det plejede faktisk at være normalen at en regering aktivt skulle finde et flertal fra sag til sag og jeg tror på at det gjorde noget godt for den politiske samtale som helt forsvandt med 0ernes blokpolitik.
Jeg har aldrig været enig med hende politisk. Men man kan ikke benægte at hun har haft en stor indflydelse og jeg synes også der er noget lidt forfriskende over at have nogen i folketinget som ikke har en eller anden samfundsfaglig uddannelse og som har haft nogle meget lavpraktiske jobs før.
Så vidt jeg har hørt har hun også gjort det godt som formand i Folketinget og har forsøgt at holde fast i “ordentligheden” i Folketinget, se fx 17:39:31 i videoen her fra Folketingets afslutningsdebat i år eller fx denne artikel fra 2015. Det kan jeg godt have noget respekt for hende for, trods at jeg aldrig ville stemme på hende eller hendes parti.
Uden hendes engagement i udlændingepolitikken havde Danmark nok været et helt andet land, end det er i dag, og nok ligne Sverige meget mere med de problemer de har nu. Jeg vil godt vove at påstå at DF’s og specielt Pia Kjærsgaards største succes er, at der er bred politisk enighed om en stram udlændingepolitik, som flugter med DF’s politik på området.