Septembers himmel er så blå.
Dens skyer lyser hvide –
og lydt vi hører lærken slå,
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror.
Med grønne lyse klinger –
men storken længst af lande fór,
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro.
I mellem træer og tage –
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs.
Med saften om sin mule –
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.